Annonce

Annonce

Svar: Opstart på overgangskost


3. februar 2022

Alder:
6 mdr.

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske

Hej med dig

Tak for dit brev og fine beskrivelse, jeg vil naturligvis meget gerne dele lidt tanker med dig:)

Det lyder som om, at I er startet på et fint tidspunkt, da du introducerede jeres dreng for skemad, da han var 5.5 måned gammel. Nu er han 6 måneder, og du fortæller, at han nu tilbydes skemad 3 gange dagligt, og det lyder rigtig fint. Så ro på i forhold til det.

Han vil naturligt gradvist skulle vænnes til at spise flere måltider dagligt, ligesom han og stille og roligt skal vænnes til at sidde med mad i hånden, gumle og gnaske selv. Det er rigtig godt, at han er et glad ammebarn, for mælken er netop med til at holde maven igang naturligt, nu hvor han får mere fast føde - og det vil være rigtig godt, hvis du kan forsøge at lave en rytme, hvor han tilbydes sine 3 hovedmåltider, får vand at drikke af kop sammen med skemaden - og så ammes før hver lur. På den måde skaber du bedst plads i maven til både skemad og mælk.

Derudover så skal grød og mos gøres gradvist grovere, han skal begynde med kød og fisk i sin grøntsagsmos, og han skal også stille og roligt tilbydes mellemmåltider.. men det er altsammen en stille og rolig proces. Du har naturligt ret i, at overgangsperioden ofte ikke vil være så lang, jo senere man starter med overgangsmaden, men det hele sker stadig gradvist, og det lyder som om, at I er fint med:)

Mit forslag til en dagsplan til et barn på 6 måneder, som har været igang med skemaden i ca. 3 uger vil se således ud:

Tidlig morgen 05/06: Ammes og sover lidt videre

Morgen 7.30-8: Havregrød, vand af kop.

Formiddag 9: Tilbydes lidt frugtmos og frisk blød frugt i hånden at sutte på selv, vand af kop.

Ammes og puttes til formiddagslur

Frokost 11.30-12: Øllebrød eller grøntsagsmos. Der begyndes stille og roligt med lidt kogt kød eller fisk i mosen. Suppleres med ristede rugbrødsbjælker, agurk eller lignende i hånden. Vand af kop.

Ammes og puttes til middagslur

Eftermiddag 16: Tilbydes lidt frugtmos, frisk blød frugt i hånden at sutte på og vand af kop.

Ammes - og tager evt. en powernap...

Aften 18: Grøntsagsmos og også her begyndes med lidt kogt kød eller fisk i mosen, suppleres med ristede rugbrødsbjælker, agurk, kogte broccolibuketter eller lignende at sutte på selv. Vand af kop.

Ammes og puttes til natten ca. 19.30-20

Sen aften 23-24: Ammes rigtig godt og begynder herefter at kunne sove igennem til næste morgen tidlig. Skemad, vand af kop og amning i løbet af dagen begynder at fylde så meget, at amning midt nat kan undværes.

Det er vigtigt, at du forsøger at finde balancen mellem indtag af mælk og skemad. Hvis du f.eks. ammer, før du tilbyder skemad, så vil han ikke være så interesseret og vil ikke føle behov for skemaden. Det samme, hvis du f.eks. ammer flere gange i løbet af natten. Rytmen med at tilbyde skemad først, vand af kop og så amme før lur vil derfor kunne hjælpe jer.

Det er også en god idé, at du nogle gange starter med mad i hånden, og så følger efter med lidt på en ske. Det lyder som om, at han ikke helt har fundet ud af, at han selv kan sidde med mad i hånden, smage og gumle på det - og det er helt naturligt. Det kommer hen af vejen. Derfor er det rigtig godt, hvis du starter med at holde f.eks. en melonbåd eller lignende, som han kan sidde og sutte og smage på - og derefter så giver ham skemaden. Det at sidde med lidt, smage, øve sig lidt mundmotorisk kan gøre, at han så er mere parat, når du giver ham skemad.

Det er også helt normalt, at han ikke automatisk åbner munden højt op, men lige skal smage lidt og finde ud af, hvad det er. Når han oplever, at det smager godt og er spændende og okay, så vil han være mere parat til at åbne munden, når du kommer med skeen. Når det så er sagt, så er det dog også en god idé, hvis du kan bruge dig selv som et spejl. Sæt ham i den høje stol og sæt dig foran ham med skålen med mad i den ene hånd og skeen i den anden og lad ham spejle sig i din mimik: "Mmm mam mam mam, dejlig mad" åbne munden (han spejler sig i dig), ind med skeen, synke og igen "mmm mam, mam, smager godt", åbne munden ind med skeen. Det skal køre i en ret jævn strøm, så han hjælpes med til at holde fokus på det at spise. Og netop "mam mam" gør, at du naturligt åbner munden op, når du giver ham skemaden.

Nogle gange bliver han naturligt forstyrret, mister fokus, far ...


Annonce

... kommer måske ind, hvor I sidder, og så er det langt mere spændende at kikke efter far. Det er helt okay, så sætter du ord på det "hov, der var far, hej far", og så forsøger du at fange hans opmærksomhed igen "se her skat, skal du have lidt vand at drikke", giver ham en tår vand og så "er du klar igen - mam mam mam" og forfra med skeen.

Han behøver ikke spise store mængder. Nogle gange vil han måske blot spise en ½ dl og andre gange kan han spise 1 dl., og det er helt fint. Det er bedre, at han spiser små og hyppige måltider, end at han spiser få og meget store måltider. De hyppige måltider sikrer både en variation af forskellige fødevarer, smagsoplevelser osv. men også at maven holdes igang naturligt.

Det er rigtig fint, at du nogle gange lader ham få lidt mos på læberne, så han kan smage, slikke og fornemme og derefter så er interesseret i at spise. Det er helt okay, at han lige skal finde ud af, hvad det er. Du kan nogle gange også med fordel komme lidt grød eller mos på en rugbrødsbjælke og så made ham med det i stedet for skeen. Det kan også være en måde at gøre ham interesseret på.

Vand af kop kan være svært for nogle børn at lære, og hvis du synes, det er svært for ham, så kan du forsøge med en gammeldags tudkop, det vil sige en kop med to hanke og et tudlåg, som kan fjernes med tiden. Det skal være en model, hvor vandet løber ud, når blot koppen tippes, så han ikke behøver suge elller sutte, men blot kan drikke. Det er også med til at sikre, at der ikke glider for meget ved siden af, men at vandet rent faktisk havner i maven :)

Det er helt naturligt, at hans mave reagerer på den fastere føde, men det kan godt spille ind, hvornår på dagen I er begyndt med skemaden - natteuroen opstår nogle gange, hvis man starter med skemad om aftenen i stedet for om dagen. Dette stadie er han dog ude over nu, da han jo tilbydes skemad både morgen, frokost og aften, så det skal du ikke ændre på nu. Du kan dog godt være opmærksom på, om han "proppes" lidt for meget om aftenen og derfor har ekstra maveuro her. Hvis han både tilbydes skemad, amning og måske toppes op med en flaske eller lignende, så kan det godt være for meget for ham - jeg ved ikke, om I har forsøgt med flaske, men det kan spille ind:)

Ellers kan det også handle om, at hans mave blot skal have lidt tilvænningstid. Og her kan det nogle gange være en idé, at du forsøger at ændre på maden ca. hver 3 dag eller ikke ændrer på alle dagens måltider på en gang. Det vil sige, at du f.eks. introducerer nye grød og grøntsagstyper hver 3 dag, og bibeholder mindst to af dagens måltider, når du forsøger med noget helt ny. Så han både får noget kendt, og noget nyt - og alle tre måltider ikke er nye... Igen blot i en periode, i takt med at han bliver ældre, vil hans mave naturligt bedre kunne kapere de nye fødevarer og hen af vejen vil han også kunne nyde, når han tilbydes noget forskelligt.


Helens bog om børn og mad
LÆS OGSÅ: "Helens bog om børn og mad" - sådan får du dit barn til at spise

Det kan også nogle gange være en god idé at bruge udmalet modermælk i grød og mos, for på den måde at skåne maven lidt ekstra. Det er ofte også mest nødvendigt i starten og ikke noget du behøver blive ved med.

Og så er det godt med de lidt grovere grødtyper som f.eks. øllebrød og havregrød, fordi de giver hans mave noget at arbejde med, så maven holdes igang naturligt, men igen lige nu gerne i variation med f.eks. hirsgrød, boghvedegrød, majsgrød i en overgang.

Frugtmos og bærmos kan være hjemmelavet, eller du kan købe det på glas eller på klemtuber - og på den måde sikre ham lidt variation. Og så er det, som du skriver, med til at holde maven igang:)

Det er også rigtig godt, hvis du kan hjælpe ham med at cykle med benene, bøje og strække sine ben, trille og dreje omkring, krybe osv. fordi det alt sammen er med til at holde maven igang. Du må også gerne give ham mavemassage, ligesom et varmt bad nogle gange kan få maven til at slappe af - især hvis du følger efter med lidt god frottering med håndklædet, blive smurt med creme, massage osv.

Alt i alt lyder det som om, at I er godt igang, og tiden vil også arbejde lidt for jer. Jeg håber at mine tanker giver lidt idé til, hvordan I kan arbejde lidt videre :)

Rigtig meget held og lykke og læs også meget gerne "Helens bog om børn og mad". Den guider jer igennem fra måned til måned, der er opskrifter, dagsplaner osv. Vær opmærksom på at få fat i nyeste udgave (2021).

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske



Annoncer

Sponsorerede artikler

De gode playlister – hvad kan god musik gøre for dit barn?

Hvorfor skal dit barn høre musik?
Sang og musik kan fungere som en kilde til sproglig- og motorisk læring, kreativitet og glæde hos dit barn. Der findes mange former for børnemusik deriblandt musik med fokus på bevægelse, leg og læring, men også sange som hjælper din lille til at slappe af ...

Læs mere her



Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om kost og ernÆring:

16. maj 2024 | Kost og ernæring | 6 mdr.

Får min søn kalk nok?

Hej Helen Min lille søn er nu blevet 6 måneder og han vejer nu ca. 7.5 kg og...

Læs hele brevet og Helens svar


15. maj 2024 | Kost og ernæring | 10 mdr.

Skære ned i erstatning, hvordan?

Kære Helen Jeg har en datter på 10,5 måneder, der har været fuldt...

Læs hele brevet og Helens svar


9. maj 2024 | Kost og ernæring | 7 mdr.

Drikker hun nok?

Kære Helen. Min datter på snart 7 måneder spiser ofte øllebrød eller...

Læs hele brevet og Helens svar


2. maj 2024 | Kost og ernæring | 5 mdr.

Sveskemos - hvor meget?

Kære Helen Vores datter er 5 måneder gammel, og hun har ofte problemer med...

Læs hele brevet og Helens svar


2. maj 2024 | Kost og ernæring | 6 mdr.

Hyppigere afføring efter start med skemad

Hej Helen Tak for din brevkasse og dine gode bøger! Min søn, som nu er...

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Flaskegivning

Når du giver dit barn flaske, så er det vigtigt, at du gør det til en hyggestund for jer begge. Det er vigtigt, at du sidder godt, og det er vigtigt, at dit barn har kropskontakt, når det spiser. Derfor er det rigtig godt, hvis du kan sidde med dit barn i din favn og ikke lader barnet ligge alene med flasken.

Når du sidder med dit barn i dine arme og giver barnet flaske, så sørg for, at barnet en gang imellem får en pause, hvor det har mulighed for at komme af med en bøvs. Sid...

Læs mere i Babylex

Prævention - efter fødsel

Man kan godt blive gravid kort tid efter en fødsel - også selv om man ammer. Har I lyst til at genoptage jeres sexliv, er det derfor en god idé at finde en brugbar præventionsform.

Så længe du ammer, bør du ikke tage p-piller eller mini-piller, fordi østrogen nedsætter mælkeproduktionen, og fordi man endnu ikke kender langtidsvirkningerne, når medicinen går i modermælken.

I stedet kan det være en god idé at bruge kondom, også fordi det beskytter dig mod infektion....

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce

Læs mere om Helens bog om børn og opdragelse, som giver dig praktiske råd til alt det, der er så svært.

Det siger medlemmerne ...

Hej Helen
For gud ved hvilken gang er jeg på din hjemmeside for lige at tjekke, hvordan det nu er med forkølelse og graviditet. Jeg har brugt siden så mange gange. Og hver gang har jeg fået højt kvalificerede og superpraktiske og tryghedskabende svar. Det vil jeg bare lige sige tak for.
Mvh Birgitte


Annonce